Ikke-angivet-2-01.png

Hej.

Velkommen til FG Blog. Her gir’ vi elever blik, ord og lyd på gymnasiehverdagen på Frederiksberg Gymnasium.

Lærernes brevkasse 5

Lærernes brevkasse 5

“1. g’ere er den der vanvittigt kedelige sidehistorie i Game of Thrones med Arya Stark, hvor hun bliver blind. 1. g’ere er den episode i Breaking Bad med fluen. 1. g’ere ER fluen! “

Kære brevkasse

 I bliver nødt til at hjælpe mig! Jeg er en pige, der lige er startet i 1.g. Ja, der er vel ikke gået mere end en uge siden min første dag på FG, og jeg er allerede havnet i en identitetskrise. Det er gået op for mig, at jeg er et voldsomt kedeligt menneske. Jeg har ingen interesser, ingen særlige karaktertræk, og jeg har sjældent noget interessant at byde ind med i en samtale. Indtil nu har jeg benyttet samme overlevelsesstrategi, som zebraen på savanen gør: jeg har opført mig som et flokdyr, der blindt følger de andres gøren og laden. Men nu vil jeg faktisk gerne til at have mig en personlighed. Mit spørgsmål er derfor, hvilken type jeg skal være? Som jeg ser det, er der tre muligheder: Jeg kan være den kloge know-it-all-type (det ville nok kræve, at jeg købte et par falske briller og et abonnement på studienet), jeg kan være den arrogante too-cool-for-school-type (der har jeg bare brug for en hættetrøje, en masse snus og en fraværsprocent, der er mindst fire gange så høj som mit karaktergennemsnit) eller jeg kan være den festlige skråler-med-på-samtlige-sange-der-spilles-til-høstfesten-type (det kræver en vis alkoholtolerance og evnen til at lukke øjnene for al verdens elendighed for en aften). Jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvilken personlighed, der vil sikre mig mest popularitet, og derfor vil jeg gerne have jeres mening med. Hvilken type synes I, jeg skal være? I må selvfølgelig også gerne komme med andre forslag.

Jeg håber virkelig , I kan hjælpe mig.
Kærlig hilsen
En kedelig 1.G’er


Hej kedelige 1.G’er

Nu skal du høre. Jeg ved, det lyder mærkeligt, MEN: Løsningen på dit problem er gemt i Shu-Bi-Duas bagkatalog! Det er helt tydeligt, at du famler og famler.. Du famler efter en knage at hænge din identitet på. ”Skal jeg være arrogant, skal jeg være klog-agtig, skal jeg købe en hættetrøje?”… Du skal lede længe efter svar på så meningsløse spørgsmål. Til gengæld skal du ikke frygte fremtiden! Vi er alle sammen på jagt efter de hersens ”knager” i vores tilværelse. Jeg har for eksempel selv været meget kedelig igennem længere perioder af mit liv. Simpelthen bare fuldstændig og aldeles almindelig og kedelig har jeg været. Det har gjort mig ked af det - og jeg har ligesom dig overvejet om en ny hættetrøje eller lignende kunne gøre tricket for mig. Det er dog et helt andet sted, jeg har fundet energien til at rejse mig igen.Jeg har hørt en sang. Ikke en hvilken som helst sang, men én meget speciel sang, som hedder Knuden. Shubidua udgav denne sang i 1978. Sangen handler om en kedelig mand, der hedder Knud, min yndlingspassage er

”Jeg er en kedelig Knud
når jeg kommer ind, går blomsterne ud.
Jeg har fundet en pige
Vi ’lige kedelige
Og hvad skal man gøre ved det”

 Så! Frem med Spotify og find Knuden frem. Du vil garanteret få et smil på læben, og husk så mine ord: Vi er alle sammen ret kedelige, når det kommer til stykket.

 Held og lykke med det!
/ST


Kære helt normale 1. g’er.

Du bliver nødt til at hjælpe mig.. Har du ikke lige beskrevet alle 1. g’ere nogensinde? Alle 1. g’ere er så dødsyge! Ingen mennesker har nogensinde været så kedelige som 1. g’ere. 4. modul på en fredag er sjovere end 1. g’ere. 1. g’ere er læselektier søndag aften. 1. g’ere er et møde nede i banken. 1. g’ere er langsomt wi-fi. 1. g’ere er.. okay okay, 1. g’ere er den der vanvittigt kedelige sidehistorie i Game of Thrones med Arya Stark, hvor hun bliver blind. 1. g’ere er den episode i Breaking Bad med fluen. 1. g’ere ER fluen! 1. g’ere er en reklame på YouTube. 1. g’ere er cutscenes i PlayStation spil. 1. g’ere er et billede af en sky på Instagram. Folk der fortæller mig hvad de har drømt er mere interessante end 1. g’ere. 1. g’ere er at lægge et puzzlespil. Eller nej vent, det kan faktisk være meget nice, sådan, hvis man er flere om det, der er måske lidt musik, man hygger.. 1. g’ere er at lægge puzzlespil alene. 1. g’ere er får. Fååååårk får er kedelige. 1. g’ere er crocs.  Jeg vil hellere høre på ventetonen når jeg ringer til Borgerservice, end at høre på en 1. g’er. 1. g’ere er så hjernedødt kedelige, 1. g’ere har intet interessant at sige. 1. g’ere har aldrig sagt noget interessant! 1. g’ere er så intetsigende. Der har aldrig været mere indholdsløse mennesker end 1. g’ere! Anyways.. Hvad var dit spørgsmål?


Mr. Teach out.


Kære angiveligt kedelige 1g’er

 Vend din tvivl til din fordel! Flydende og performative identiteter er jo højeste mode, så der skulle ikke være noget i vejen for at prøve et par personligheder af og se, hvilken du finder dig bedst tilpas i. Du bør helt klart dokumentere dine eksperimenter på en Instagram-konto og/eller en blog og på den måde gøre et kunstprojekt ud af det. Efter et halvt års tid kan du med fordel skrive en skarpsindig kronik til Politiken, hvor med afsæt i dit kunstprojekt kritiserer de sociale mediers og præstationskulturens fordringer til unge om at performe konstant og efterlyser autentisk samvær og evnen til at hvile i sig selv. 

Kærlig hilsen
En dansklærer

 PS. Hvis det lyder for uoverskueligt, kan du også gå efter ”den søde, bevidste og tjekkede type, der gerne vil redde verden, have et godt påskud for at snakke med de flotte gutter i 3g og som godt kan lide at drikke økologiske Thy-øl” og melde dig ind i skolens dagsværkgruppe.


Har du et dilemma, så skriv ind til lærernes brevkasse på klaraamalie@outlook.dk

 

September horoskoperne!

September horoskoperne!

Skolestarts horoskoperne

Skolestarts horoskoperne